20090104

Sov godt Ozzy

Nu er det to dage siden jeg så ham for sidste gang og jeg har stadig ikke forstået, at han aldrig kommer tilbage igen. Aldrig nogen sinde.
Det er så underligt at være hjemme, gå rundt og bare forvente at han ligger og kigger op på én - men han er der aldrig.
Han vil aldrig mere stå og tage imod én ved døren.
Han vil aldrig mere gø af hunde, som går forbi huset.
Han vil aldrig mere gø af TV'et når det larmer.
Han vil aldrig mere se på, at far sætter gang i brændeovnen.
Han vil aldrig mere ligge hos mig i sofaen.

Han vil aldrig mere være der.

Hvorfor skulle det lige være Ozzy?


Han var sådan en god hund.

Han blev 5 år gammel.

Det hele startede Nytårsaftensdag - far kom hjem fra arbejde, hvor Ozzy havde det fint, men ikke lang tid efter kunne Ozzy ikke bruge bagkroppen. Vi blev alle rigtig urolige for ham, for han har aldrig været sådan før.
Vi kunne først komme til dyrelægen med ham den 1. januar.
Dyrelægen fortalte at han havde fået en diskusprolaps. Vi fik at vide, at hvis vi holdt ham helt i ro, så kunne det være det hele gik på plads igen og fredag d. 2 januar skulle vi til dyrelægen med ham igen.
Jeg sov længe den dag og kom ikke med til dyrelægen. Da jeg var stået op sad jeg og ventede på at mor, Julie, Stine og Ozzy skulle komme hjem, og da de gjorde kunne jeg godt se den var helt gal. Mor kunne kun få sagt 'der er ikke noget at gøre', og så vidste jeg godt, at han skulle aflives.


For at gøre hans sidste dag god for ham tog vi ham med på stranden. Han var så glad for det og man kunne se, at han var fuldstændig ligeglad med, at halvdelen af hans krop ikke virkede. Han ville bare ned og grave huller.
Det var hårdt at se ham trække sin krop efter sig - vi havde slet ikke forventet at han ville gøre det, så mor og Stine skiftedes til at holde hans bagkrop oppe.
Vejret var så flot.

video


Det var så godt at se ham så glad, men det gjorde det også endnu mere svært.

Kl. halv fem kom dyrelægen hjem til os. Så var det tid.
Vi tog Ozzy med ind i sofaen og så fik han sprøjten. Efter nogle minutter var han blevet helt stille.
Det så bare ud som om han sov, men han var bare død. Væk for evigt.


Han blev begravet i haven, ved siden af vores cykelskur. Han var svømbt ind i et tæppe og der blev lagt gran ned til ham. Der blev også lagt gran oven på graven.


Mor med Ozzy.

Der er bare så tomt nu. Han var jo som min lillebror.
Jeg håber bare han har det godt nu.


Det er så underligt. Jeg er vokset op, hvor jeg altid har haft mange dyr omkring mig, men nu har vi ingen - Åse blev kørt ned d. 24. november 2008.

2 kommentarer:

  1. Puha Astrid, nu fik du mig til at tude ;_;
    Det er så hårdt at sige farvel til et kæledyr, der var som et familiemedlem!
    Hvor var det synd for ham, specielt fordi han ikke var ældre. Men det var jo det bedste for ham. Og hvor var det bare rart at læse om hans sidste dag ;O; I har helt sikkert været en god familie for ham, så du skal ikke være ked af det~

    SvarSlet
  2. Astrid ;__; Jeg håber altså det går bedre <3
    Jeg har også prøvet at miste en hund, men han var en del ældre, så derfor må det være meget hårdere for dig...

    Det der med den sidste dag, var simpelthen rørende .__. <3

    SvarSlet