Finally I found that I belong

Et ønske er gået i opfyldelse. Jeg troede aldrig det skulle ske, og nu har jeg en fantastisk oplevelse at tænke tilbage på ♥
Den 23. februar var jeg til Depeche Mode koncert i Horsens - en tur jeg delte med Anna og Sascha!
Sascha og jeg tog hjemmefra så vi kunne være i Horsens ved 12-tiden, så vi kunne stå i kø, men det gik ikke helt som vi havde håbet..
Vi endte med at fare vild, og kom tilbage til banegården hvor vi ventede på Anna og sammen tog afsted til koncert-hallen. Heldigvis var der ikke mange i kø da vi kom frem, så vi fik en rigtig god plads ( ´ ▽ ` )ﾉ
Da vi endelig blev lukket ind i hallen stod vi rigtig tæt på, der var kun 3 mennesker foran（￣ー￣）





Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor nogle folk græder til koncerter.. men da Martin begyndte at synge Home kunne jeg ikke lade være med at fælde et par tårer, den sang er så smuk ( 　ﾟ,_ゝﾟ)  ♥

Lige før Policy of Truth var der en masse publikummer der pustede balloner op, og da sangen startede blev de smidt rundt i luften! (っﾟДﾟ)っ

     

"Highlights were plentiful, but one did stand out slightly more than others for me. After "Home", the crowd's chant was just stunning, prompting the band to do a very extended version of their post-Home jam. According to Dave, the best ever. Nothing wrong with that! ;)" - fra Depeche Mode's tour blog ☆ 彡

Det her er en af de oplevelser jeg aldrig vil glemme! 

(alle billeder er snuppet fra depechemode.com)

Say HELLO to the new guy

Gad vide, hvem denne lille fyr er??!??!?!?!!!

Det er da lille Bernhard <3

Han kommer til at bo hos os fra på fredag af!

Jeg glæder mig så meget ;A;

Det bliver så dejligt at have en lille hund igen <33

Prøv lige at se det smil der <3

Lille BernieBernhard <33

Sov godt Ozzy

Nu er det to dage siden jeg så ham for sidste gang og jeg har stadig ikke forstået, at han aldrig kommer tilbage igen. Aldrig nogen sinde.

Det er så underligt at være hjemme, gå rundt og bare forvente at han ligger og kigger op på én - men han er der aldrig.

Han vil aldrig mere stå og tage imod én ved døren.

Han vil aldrig mere gø af hunde, som går forbi huset.

Han vil aldrig mere gø af TV'et når det larmer.

Han vil aldrig mere se på, at far sætter gang i brændeovnen.
Han vil aldrig mere ligge hos mig i sofaen.

Han vil aldrig mere være der.

Hvorfor skulle det lige være Ozzy?

Han var sådan en god hund.

Han blev 5 år gammel.

Det hele startede Nytårsaftensdag - far kom hjem fra arbejde, hvor Ozzy havde det fint, men ikke lang tid efter kunne Ozzy ikke bruge bagkroppen. Vi blev alle rigtig urolige for ham, for han har aldrig været sådan før.

Vi kunne først komme til dyrelægen med ham den 1. januar.

Dyrelægen fortalte at han havde fået en diskusprolaps. Vi fik at vide, at hvis vi holdt ham helt i ro, så kunne det være det hele gik på plads igen og fredag d. 2 januar skulle vi til dyrelægen med ham igen.

Jeg sov længe den dag og kom ikke med til dyrelægen. Da jeg var stået op sad jeg og ventede på at mor, Julie, Stine og Ozzy skulle komme hjem, og da de gjorde kunne jeg godt se den var helt gal. Mor kunne kun få sagt 'der er ikke noget at gøre', og så vidste jeg godt, at han skulle aflives.

For at gøre hans sidste dag god for ham tog vi ham med på stranden. Han var så glad for det og man kunne se, at han var fuldstændig ligeglad med, at halvdelen af hans krop ikke virkede. Han ville bare ned og grave huller.

Det var hårdt at se ham trække sin krop efter sig - vi havde slet ikke forventet at han ville gøre det, så mor og Stine skiftedes til at holde hans bagkrop oppe.

Vejret var så flot.

Det var så godt at se ham så glad, men det gjorde det også endnu mere svært.

Kl. halv fem kom dyrelægen hjem til os. Så var det tid.
Vi tog Ozzy med ind i sofaen og så fik han sprøjten. Efter nogle minutter var han blevet helt stille.
Det så bare ud som om han sov, men han var bare død. Væk for evigt.

Han blev begravet i haven, ved siden af vores cykelskur. Han var svømbt ind i et tæppe og der blev lagt gran ned til ham. Der blev også lagt gran oven på graven.

Mor med Ozzy.

Der er bare så tomt nu. Han var jo som min lillebror.
Jeg håber bare han har det godt nu.

Det er så underligt. Jeg er vokset op, hvor jeg altid har haft mange dyr omkring mig, men nu har vi ingen - Åse blev kørt ned d. 24. november 2008.

Melankoli

På vejen ligger en teske

klemt flad af en bil med cement.

Et vindue står åbent

men ingen kigger ud.

Måske er det derfor ingen

sætter en stige til og bortfører

den der ikke kigger ud -

Eller er det allerede sket?

Det er som om alle er rejst.

I et anfald af stigeforladthed

samler jeg teskeen op.

Hvor er den dog blevet flad.

Jeg vil aldrig komme her mere.

_____

Digt  af Benny Andersen.